2026
Hansen, Ejvind
The Freedom to Remain Silent: The Right to Make Qualified Contributions to the Public Sphere Book
Brill, Leiden and Boston, 2026, ISBN: 978-90-04-74437-0.
@book{Hansen2026a,
title = {The Freedom to Remain Silent: The Right to Make Qualified Contributions to the Public Sphere},
author = {Ejvind Hansen},
url = {https://brill.com/display/title/70594
https://offentligheder.dk/the-freedom-to-remain-silent/},
doi = {10.1163/9789004744387},
isbn = {978-90-04-74437-0},
year = {2026},
date = {2026-01-08},
urldate = {2026-01-08},
volume = {34},
publisher = {Brill},
address = {Leiden and Boston},
series = {Social and Critical Theory},
abstract = {The role of silence in democratic settings should be rehabilitated. Democratic theories are concerned with mechanisms and institutions that counteract silence in society. As a supplement to this, it is first demonstrated that we must not forget how silence determines the significance and meanings of utterances made. Secondly, that silence can be used as a critical tool to get better listening, more open conversations, and greater thoughtfulness in the public sphere. The widely recognized freedom of expression should thus be supplemented with a freedom of silence, a freedom to let silence disturb the discursive relevance criteria.},
keywords = {},
pubstate = {published},
tppubtype = {book}
}
The role of silence in democratic settings should be rehabilitated. Democratic theories are concerned with mechanisms and institutions that counteract silence in society. As a supplement to this, it is first demonstrated that we must not forget how silence determines the significance and meanings of utterances made. Secondly, that silence can be used as a critical tool to get better listening, more open conversations, and greater thoughtfulness in the public sphere. The widely recognized freedom of expression should thus be supplemented with a freedom of silence, a freedom to let silence disturb the discursive relevance criteria.
2010
Hansen, Ejvind
Kantian antinomies in digital communications media Journal Article
In: Telos, vol. 150, pp. 137–142, 2010.
@article{Hansen2010a,
title = {Kantian antinomies in digital communications media},
author = { Ejvind Hansen},
url = {http://journal.telospress.com/content/2010/150/137.short
http://uploads.ejvindh.net/Philosophy/016Kantian Antinomies.pdf
},
doi = {10.3817/0310150137},
year = {2010},
date = {2010-01-01},
urldate = {2010-01-01},
journal = {Telos},
volume = {150},
pages = {137--142},
abstract = {In this statement I contemplate the relationship between the Kantian antinomies and modern digital communicative media. The antinomies demonstrate that knowledge is decisively indeterminate. The indeterminate character of our knowledge is an important source for critical reflection. Since we are inevitably bound up in a dialectics between finitude and infinitude, we are never allowed to fall back into a self-assured conviction of the infallibility of our understanding. I do, however, demonstrate that digital media are characterized by a fundamental finitude. This poses a potential bias in digitally mediated communication of which it is important to be aware. Kantian transcendental dialectics thus proves to be relevant in framing our communication within the digital systems – and in the creation of new media. The point is not that there is never room for critical reflection in digital media, but rather that digital media in certain respects diminishes our awareness of the need for critical reflection.},
keywords = {},
pubstate = {published},
tppubtype = {article}
}
In this statement I contemplate the relationship between the Kantian antinomies and modern digital communicative media. The antinomies demonstrate that knowledge is decisively indeterminate. The indeterminate character of our knowledge is an important source for critical reflection. Since we are inevitably bound up in a dialectics between finitude and infinitude, we are never allowed to fall back into a self-assured conviction of the infallibility of our understanding. I do, however, demonstrate that digital media are characterized by a fundamental finitude. This poses a potential bias in digitally mediated communication of which it is important to be aware. Kantian transcendental dialectics thus proves to be relevant in framing our communication within the digital systems – and in the creation of new media. The point is not that there is never room for critical reflection in digital media, but rather that digital media in certain respects diminishes our awareness of the need for critical reflection.
Hansen, Ejvind
Kants deduktion af de rene forstandsbegrebers nødvendighed Book Section
In: Nielsen, Carsten Fogh (Ed.): Erkendelse, moral og system : otte læsninger i Kants filosofi, pp. 73–91, Philosophia Press, Aarhus, 2010, ISBN: 978-87-88663-69-3.
@incollection{Hansen2010c,
title = {Kants deduktion af de rene forstandsbegrebers nødvendighed},
author = { Ejvind Hansen},
editor = {Carsten Fogh Nielsen},
url = {http://uploads.ejvindh.net/Philosophy/Preprint_KantsDeduktion.pdf},
isbn = {978-87-88663-69-3},
year = {2010},
date = {2010-01-01},
urldate = {2010-01-01},
booktitle = {Erkendelse, moral og system : otte læsninger i Kants filosofi},
pages = {73--91},
publisher = {Philosophia Press},
address = {Aarhus},
abstract = {Kants Kritik der reinen Vernunft (herefter KrV – 1781 og 1787) er et komplekst værk, der på mange måder forsøger at samle mange af de filosofiske diskussioner, som florerede i den engelske, franske og tyske filosofi i 1700-tallet. Derfor er det også vanskeligt at afgøre, hvilke dele af bogen, der er de vigtigste – det kommer an på hvad ens ærinde med at læse bogen er. Men det vil nok ikke være at tage munden for fuld at påstå, at de 47 (A-udgaven) + 54 (B-udgaven) sider som Kant kalder “Von der Deduktion der reinen Verstandesbegriffe” (“Om deduktionen af de rene forstandsbegreber” – KrV A84-130+B116-69) sammen med Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) hører til de mest diskuterede tekster i forfatterskabet.For deduktionens vedkommende kan dette forklares med, at projektet for det første er meget ambitiøst: At vise at erkendelse af objektive genstande forudsætter begrebslig enhed. Hertil kommer for det andet, at Kant har skrevet to udgaver af deduktionen, der er meget forskellige. Det har derfor været en pågående diskussion, hvorvidt målet med de to udgaver er det samme.For det tredje mener jeg også, at Kants kapitel-opdeling af KrV forvirrer, da man med en vis ret kan sige, at deduktionens bevis fortsætter i den efterfølgende transcendentale grundsætningsanalytik. I deduktionen vises blot nødvendigheden af forstandsmæssig syntese som sådan. I grundsætningsanalytikken viser Kant de enkelte forstandsbegrebers nødvendighed for at kunne give enhed til anskuelsesformen tid (skematismen). Desuden er redegørelsen for hvilke grundsætninger, der udspringer heraf, afgørende for forståelsen af, på hvilken måde forstandsbegreberne er nødvendige – deduktionerne ender ud med en meget abstrakt forståelse af, hvad erkendelse vil sige.},
keywords = {},
pubstate = {published},
tppubtype = {incollection}
}
Kants Kritik der reinen Vernunft (herefter KrV – 1781 og 1787) er et komplekst værk, der på mange måder forsøger at samle mange af de filosofiske diskussioner, som florerede i den engelske, franske og tyske filosofi i 1700-tallet. Derfor er det også vanskeligt at afgøre, hvilke dele af bogen, der er de vigtigste – det kommer an på hvad ens ærinde med at læse bogen er. Men det vil nok ikke være at tage munden for fuld at påstå, at de 47 (A-udgaven) + 54 (B-udgaven) sider som Kant kalder “Von der Deduktion der reinen Verstandesbegriffe” (“Om deduktionen af de rene forstandsbegreber” – KrV A84-130+B116-69) sammen med Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785) hører til de mest diskuterede tekster i forfatterskabet.For deduktionens vedkommende kan dette forklares med, at projektet for det første er meget ambitiøst: At vise at erkendelse af objektive genstande forudsætter begrebslig enhed. Hertil kommer for det andet, at Kant har skrevet to udgaver af deduktionen, der er meget forskellige. Det har derfor været en pågående diskussion, hvorvidt målet med de to udgaver er det samme.For det tredje mener jeg også, at Kants kapitel-opdeling af KrV forvirrer, da man med en vis ret kan sige, at deduktionens bevis fortsætter i den efterfølgende transcendentale grundsætningsanalytik. I deduktionen vises blot nødvendigheden af forstandsmæssig syntese som sådan. I grundsætningsanalytikken viser Kant de enkelte forstandsbegrebers nødvendighed for at kunne give enhed til anskuelsesformen tid (skematismen). Desuden er redegørelsen for hvilke grundsætninger, der udspringer heraf, afgørende for forståelsen af, på hvilken måde forstandsbegreberne er nødvendige – deduktionerne ender ud med en meget abstrakt forståelse af, hvad erkendelse vil sige.